Portræt af Anders Steinmetz Thomsen

Portræt af Anders Steinmetz Thomsen

Efteråret 2024 markerede en særlig milepæl for Dynamics Inspire, da vores direktør og stifter, Anders Steinmetz Thomsen, fyldte 50 år. Det er en anledning til at se tilbage – og frem – på den rejse, der begyndte med en vision og en dybfølt tro på, at det både kan og skal være muligt at kombinere teknisk ekspertise med menneskelig nærhed.

Jara logo på to forskellige sten

En virksomhed med rødder i relationer

Historien om Dynamics Inspire begynder med Jara IT – en virksomhed, Anders stiftede med ønsket om at skabe en anden type ERP-hus. Et sted, hvor man ikke kun taler om løsninger, men også lytter til problemerne. Hvor kundens virkelighed betyder mere end standardmoduler, og hvor medarbejderne får frihed til at gøre deres arbejde med integritet og faglig stolthed.

Med tiden voksede virksomheden, skiftede navn og er nu blevet til Dynamics Inspire. Navnet er ikke tilfældigt. Det afspejler Anders’ syn på både forretning og ledelse: vi skal inspirere hinanden – som kollegaer, samarbejdspartnere og mennesker. I dag har vi som bekendt afdelinger i Slagelse, Horsens og Pakistan og vi arbejder primært med Microsoft Dynamics 365 Business Central samt skræddersyede add-ons og moduler hertil, men virksomhedens kerne er den samme. Ordentlighed, tillid og et stærkt ønske om at levere værdi og ikke bare løsninger er fortsat vores byggesten – dem vender vi tilbage til.

Direktør, familiemenneske og balancekunstner

Anders er ikke en, der gør stort væsen af sig. Han er en rolig, nærværende og reflekteret leder, der foretrækker at stå ved siden af sit team frem for foran det. Han tror på, at mennesker vokser, når de får plads, og han leder med tillid – ikke kontrol. Mange, der møder ham, bemærker hans evne til at lytte og til virkelig at forstå, hvad andre har brug for. Både kunder og kollegaer oplever en mand, der har øje for detaljerne, men søger overblikket og menneskeligheden.

Anders’ faglige fundament er solidt. Med mere end 20 års erfaring inden for ERP-løsninger og Microsoft Dynamics C5, NAV og Business Central har han en dyb forståelse for de systemer, han rådgiver om. Men han er først og fremmest optaget af, hvordan teknologien skaber værdi i praksis.

Hvor man måske kunne portrættere en leder som havende en professionel side og en privat side, er der ikke den store forskel på Anders i de to kontekster; hans evne til at balancere de to hviler i de integrerede værdier, han bærer med sig. Anders er gift med Katja, far til tre og familien har altid været et anker i hans liv og en kilde til både jordforbindelse og glæde. Når Anders ikke arbejder, nyder han at rejse med sin familie og det har bragt dem til mange destinationer i verden og budt på mange særlige rejseformer, hvor der har været ro til at være rigtigt sammen. Anders holder også af tid i naturen og gode oplevelser med sine venner.

Udsyn og virkelyst

At fylde 50 handler for Anders ikke om at stoppe op, men om at tage næste skridt med forankring og fornyelse – han hviler i det, han har skabt, men hviler aldrig på laurbærrene. Dynamics Inspire er i bevægelse og ikke for forandringens skyld, men fordi der hele tiden er noget, der kan gøres lidt bedre, lidt klogere, lidt mere i øjenhøjde.

For alle os, der arbejder sammen med Anders, er han mere end bare direktøren. Han er kulturbærer, ven og medspiller. Han skaber både retning og tryghed og går sammen med os med hjertet hele vejen. I 50-års fødselsdagsgave har vi derfor bedt den lokale kunstner Birgitte Munthe om at skabe et værk, der er lige så særligt, som Anders er. Det er blevet til et symbol på vores byggesten og vi håber, at Anders vil se på værket, der bærer det oprindelige Jara-logo, med fortjent stolthed og glæde over sit eget værk.

– Tillykke med de 50 år, Anders

Del artiklen med dit netværk

Skal dit netværk ikke snydes for denne viden? Så er du meget velkommen til at dele vores artikel på dine sociale medier.